Forløb

Massageforløb

Et massageforløb hos Yogamidt er for dig, der ønsker at arbejde målrettet og dybdegående med smerter, spændinger eller skader.
I stedet for enkeltstående behandlinger med lange pauser imellem, arbejder vi intensivt og struktureret over en periode.
Det giver mulighed for reel forandring i kroppen – og ofte også i hverdagen.

Min erfaring er, at hvis du døjer med vedvarende smerter – som f.eks. spændingshovedpine, skulder- eller lændesmerter – og det begynder at påvirke din hverdag og livskvalitet, så skal der mere til end blot en behandling i ny og næ.

Det kræver kontinuerlig indsats.

Når vi sætter ind med et forløb, så begynder kroppen at slippe spændingerne, og mange oplever at blive smertefri.

Flere af mine forløbsklienter fortæller, at de for første gang i lang tid mærker reel bedring – og at forløbet har sat gang i en positiv udvikling, som varer ved.

Massageforløb – 8 gange massage

Dette forløb består af 8 x 60 minutters massage, fordelt over cirka 2,5-3 måneder.

Vi arbejder i dybden med dine udfordringer, som kan være vedvarende hovedpine, spændinger i nakke og skuldre, smerter i lænd eller ryg – eller andre problematikker, som kroppen bærer på.

Når vi arbejder intensivt over flere uger, kan vi løsne gamle spændinger og komme i dybden med årsagerne til dine smerter.

Målet er, at kroppen gradvist finder mere ro og balance, og at du til sidst når dertil, hvor vedligeholdende massage – f.eks. hver 4.-6. uge – er nok til at holde dig smertefri og bevægelig.

Eksempler fra klienter:

  • Camilla havde daglig hovedpine og mærker det nu stort set ikke mere. Hun gennemførte to forløb og er i dag nede på massage cirka hver 6. uge, kombineret med yoga.
  • Birgitte oplevede stor effekt allerede efter tre behandlinger. Hun har ikke haft hovedpine siden sidste gang, og det er første gang i årevis.
  •  Daniel slog hovedet i et fald og døjede efterfølgende med hovedpine. Efter et forløb mærker han ikke længere smerter og får nu blot vedligeholdende massage cirka hver anden måned.

Yoga og massage – kombineret forløb

Dette forløb kombinerer 8 x 60 minutters massage med 8 x yoga, hvor du deltager på et specifikt ryghold.

Her får du både massagedelen og bevægelsesdelen – og vi arbejder målrettet med dine konkrete udfordringer. Det kan være smerter i nakke, skuldre, lænd, ryg eller spændinger omkring brystkassen.

Du deltager på et ryghold, hvor der er fokus på netop disse områder. Vi arbejder med styrke, stabilitet og mobilitet – og undervisningen tager udgangspunkt i kroppens behov og dine aktuelle skader.

Der er tre forskellige ryghold om ugen, både i hot yoga og i almindelig temperatur, så du kan vælge det, der passer bedst til dig.